9 stater på 3 dage

I søndags tog Clement, Sarah og jeg til Washington, DC for at lave et interview og derefter videre til Iowa for at følge senator John McCain's kampagne. Han kæmper for at vinde primærvalget og blive republikanernes præsidentkandidat.

Men det gik ikke helt så let som det lyder. Sarah opdagede på togstationen at hun havde glemt sin pung - så hun blev nødt til at tage hjem og hente den, mens Clement og jeg kørte til Washington for at lave et interview med Matthew Michael Carnahan - der har skrevet den nye Robert Redford film "Lions for Lambs". Det er det mest stjerneagtige interview vi endnu har sat op. Vi har talt med 4-5 presseagenter i København og LA for at få 30 min. med ham. Da han så dukkede op var han bare helt alene ("no entourage" som de siger herovre) og enormt glad for at han ikke blev spurgt om Tom Cruises højde, eller hvordan Robert Redford er i virkeligheden. Efter interviewet, der endte med at vare dobbelt så lang tid som aftalt, blev han hængende i en time for at snakke om amerikansk politik og vores program. Han gik først da han fik en sms fra sin kone, der spurgte hvor han blev af! Hvis vi havde fået et interview med en af skuespillerne havde vi fået 6 min.! Nu fik vi 120.

Men inden vi nåede til DC fik vi lige endnu en smagsprøve på amerikanske autoriteters magt(misbrug). Jeg stod og filmede ud af et vindue i toget til Washington, da en konduktør sagde at jeg skulle stoppe, og at det var forbudt at filme skinnerne. Da jeg spurgte hvorfor svarede han "Do you know what happended on 9/11?" i en meget nedladende tone. Jeg har svært ved at se forbindelsen mellem togskinner og 9/11, men lod være med at spørge "Et par togskinner fløj ind i WTC?"
Selvom jeg ikke sagde noget, mærkede han vist alligevel den irritation jeg har udviklet overfor sikkerhedsvagter, politimænd og pedeller, der prøver at virke mere betydningsfulde end de er - ved at fortælle mig at jeg ikke må filme et eller andet sted. En medpassager sagde "Man kan ikke diskutere med den slags folk," om konduktøren, og så satte vi os begge ned.
På den næste station, Philadelphia - the City of Brotherly Love, holdt toget utrolig længe ved perronen. Så kom der en melding over højtaleren om at konduktøren havde hjulpet en ældre passager op ad trapperne, derfor var vi blevet forsinket.
Så ventede vi et par minutter mere. Derefter kom der fire politimænd ind i toget og bad mig følge med ud på perronen. De tog også Clement med for god ordens skyld. Derefter blev vi afhørt i 15-20 min. - mens toget blev holdende på perronen.
"Hvorfor filmede du ud af vindet?", "Ved du ikke at man ikke må filme togskinner?", "Det er et spørgsmål om national sikkerhed!"
De spurgte sgu endnu en gang om ikke jeg vidste hvad der skete 9/11! De togskinner jeg ikke måtte filme, kan man finde på Google Earth - så det virker latterligt at påstå at det er en national hemmelighed hvordan de ser ud.
Heldigvis var vi så trætte at vi ikke hidsede os op og skreg om "1st amendmend rights", men bare udleverede pas, kørekort, DR-kort, pressekort osv - og svarede på deres spørgsmål. Efter at have forsinket toget i lang tid kom konduktøren ud og spurgte politiet om ikke han kunne smide os af toget - så toget kunne køre videre. Så bad politimanden ham træde tilbage og lade politiet gøre deres job. Han sagde faktisk "This is police business, step back, sir!" Derefter vendte han sig om mod mig og sagde at han ville jo ikke have vi blev sat af vores tog. Der gik det op for mig at det hele var et spil for galleriet. Den emsige konduktør tilkalder politiet, der hiver os ud af toget. Selvom det ret hurtigt går op for dem at vi ikke er farlige terrorister, kræver proceduren åbenbart at de tjekker os i en eller anden database for at se om vi er eftersøgt. Politimandens beskrivelse af hvad man måtte filme og ikke måtte filme stemte heller ikke overens med konduktøren - jeg havde altså brudt nogle regler de ikke helt kunne forklare mig.
Til sidst fik vi lov til at gå tilbage i toget - og kunne køre forsinket til Washington.

Nå - efter interviewet i Washington kørte vi til lufthavnen i Baltimore for at flyve til Iowa. Når man skal igennem sikkerhedstjek bliver man undersøgt af TSA-folk, der generelt er nogle fascistiske skrankepaver. I Baltimore var det derimod to enormt søde sorte kvinder. Jeg blev så overrasket over deres venlighed at jeg dristede mig til at spørge om en mandshøj himstregims der stod ved siden af metaldetektoren.

Den ene kvinde smilede til mig og sagde "wanna try it?"
- what is it?
- it's a puffer, it's fun! Hey this guy want's to try the puffer!
Nu var der ingen vej tilbage, jeg måtte tilbage gennem metaldetektoren, af med bælte, sko osv. og ind i pufferen. En metalisk stemme sagde "Firing jets!" hvorefter 20-30 små ventiler fyrede trykluft mod mig.
Da jeg spurgte hvad den var til, fortalte de mig at den undersøgte for sprægstofpartikler.

Derefter fløj vi afsted mod Wisconsin med Midwest i, hvad Sarah mente var verdens mindste fly, et Bombardier CRJ200. Vi landede noget forsinket i Milwaukee - men vores forbindelse holdt i næste gate så vi løb direkte hen til et endnu mindre fly der fløj os til Des Moines, Iowa.
- Verdens mindste fly, Sarah Holm Johansen

Efter at have lejet den mest tarvelige bil jeg endnu har kørt, en Saturn Vue, kørte vi mod vores motel i Ames. Den bil var så elendig at General Motors burde gå konkurs som straf. Jeg kan fandeme godt forstå amerikanere køber japanske eller koreanske biler i stedet. Vue'en var lavet af plastik - hele siden af bilen blævrede når man smækkede døren - og når bilen kørte hurtigere end 110 km/t, virkede det som om vindmodstanden var ved at rive døren op.

Efter en god nats søvn - det vil sige 4 timer, jeg skulle gøre ugens program færdigt og sende det til Danmark- var vi klar til at følge McCain rundt på hans kampagnetur.
Vi startede på en diner i Iowa Falls, der hedder Camp David, hvor han holdt et foredrag, vi endte med at høre fem gange, hvorefter han rystede hænder og svarede på spørgsmål fra publikum.
McCain virker meget mere ægte end de andre kandidater. Han siger hvad han mener og taler imod republikanske værdier hvis han ikke tror på dem. De andre frontløbere Mitt Romney, Fred Thompson og Rudy Guilliani vil sige hvad som helst for at blive præsident.
Vi endte allesammen med at synes rigtig godt om McCain - måske fordi han er verdens sejeste mand, i hvert fald ifølge Clement.
Han (altså McCain) blev skudt ned over Nordvietnam i '67 og sad 5 år som krigsfange. Han brækkede begge arme og ben i flystyrtet og blev tortureret i fængslet. Da hans fangevogtere fandt ud af at hans far var hærchef for alle amerikanske soldater i Vietnam, tilbød de at frigive ham. Det takkede han nej til - det ville svække moralen at generalens søn blev løsladt før de andre!

Normalt er vi langt nede i den journalistiske fødekæde, men denne gang møvede vi os langt frem, og en af presskonferencerne startede med at ABC's Ron Claiborne i stedet for at stille et spørgsmål bare gav ordet til Clement - han lænede sig frem mod McCain, ombestemte sig, kiggede på Clement og sagde, "Denmark?"

Vi nåede også at fange Demokraternes Joe Biden til et kort interview om Pakistan, som vi sendte hjem til Deadline.

Alt hvad der skete på McCains kampagne kan I se i programmet på onsdag - hvor interviewet med Carnahan også bliver vist.

En enkelt ting, der ikke kommer med i vores program er at McCains datter, der rejser rundt med ham, lagde an på Clement og mig! Hun kom hen til os og sagde indladende til mig "You are the most stylish photographer I have seen in a long time. I love those stripes," hvorefter hun kastede sig over Clement og derefter spurgte om vi ville i byen med hende og hendes to veninder.
Det gjorde vi dog ikke - men for en gangs skyld var Clement mundlam.

Vi dukkede også op på hendes blog, hvor man kan se mig i den stripede trøje hun snakkede om.

Tirsdag eftermiddag afleverede vi bilen, og fløj hjem til New York med United - verdens dårligste flyselskab. Vores første fly blev aflyst, og vi kom kun afsted fra Iowa fordi vi checkede tidligt nok ind til at blive flyttet til et andet fly. Vores andet fly fra Chicago blev forsinket i 95 min. og vi kunne se at det var helt generelt for United. 75% af deres fly var forsinket eller aflyst. Jeg kom hjem til Marianne og Viggo kl. 3 onsdag morgen.

Hvordan blev det til 9 stater? Jo, toget kører gennem New York, New Jersey, Pennsylvania, Delaware, Maryland og District of Columbia. Det ene fly mellemlandede i Wisconsin (som jeg aldrig havde været i før - nu har jeg været der de 10 min. det tog at løbe fra det ene fly til det andet) og det andet fly mellemlandede i Illinois.

Så nu har jeg besøgt 33 stater - dog ikke på denne tur - de 29 har jeg været i sammen med Marianne i '98.

Jeg arbejder hårdt på at finde en historie i Alaska eller Hawaii, så jeg kan få krydset dem af på min liste.