Zoo

Vi bor nu rimelig tæt på en zoologisk have med gratis entré. Viggo og jeg gik derover forleden, og endte med en 4 timer lang gå-tur! Jeg ville prøve at gå en anden vej hjem, og det var så noget af en omvej, og vi måtte gå tilbage ad den vej, vi kom fra. Øv! Oven i er her bakket som i San Fransiscos gader, så det var hårdt at skubbe klapvognen, når det gik opad.
Desværre løb kameraet tør for strøm inde ved elefanterne, så jeg kunne ikke tage billeder af de 3 kæmpepandaer. Men vi kommer nok på en del ture dertil i løbet af den næste måned!

På vej derhen - lidt før jeg tog dette billede, var vi stoppet et andet sted, hvor jeg sad lidt og snakkede med (ok, til!) Viggo. Så rakte han armene ud og gav mig et laaaangt kram. Han er blevet så stor!Så billeder fra Zoo:




Her er Viggo mere optaget af en flaske vand, der står i kopholderen på klapvognen:
Efter en tår vand ville jeg optage en lille video af hans reaktion på to andre elefanter, men så var batteriet på kameraet fladt.
Viggo var interesseret i mange af dyrene, men de kunne alligevel ikke konkurrere med de mange søde børn, han skulle holde øje med.

Tilbage i New York

Vi har lige et hurtigt stop i New York på vej til en optagelse i New Haven, CT - og hvor er New York bare federe end Washington! Selvom vores nye lejlighed hjælper gevaldigt på det, glæder jeg mig til vi flytter.

Clement og jeg optog trailer for programmet, og hvis alt går som det skal kan I se den på onsdag på DR2.

Her et billede ud af Clements vindue, mit vindue har udsigt til en brandskakt!?!

Flyttedag

Da vi begyndte at lede efter lejlighed i Washington, D.C. var vi ikke hurtige nok til at søge om at leje denne lejlighed, så den nåede at blive lejet ud indtil d. 26. august. Vi fandt derfor den "gamle" lejlighed at være i midlertidigt, for vi måtte bare have den her.
Nu er vi så flyttet, og vi føler os allerede hjemme.

Lejlighedskomplekset ligger 4 km. stik nord for Det Hvide Hus. Det består af 3 bygninger som denne. Vi har lejligheden øverst med 5 balkoner (bemærk Nis og klapvognen):

Indenfor hoveddøren er denne entré. Den er ret lang, stolen forrest står ikke lige foran døren. Til venstre, lige indenfor entrédøren, er et stort opbevaringsrum, hvor der står to cykler, som vi må bruge.

Anden dør på venstre hånd fører til køkkenet:
Igen en kæmpe ovn og mikrobølgeovn! (Og to køleskabe):For enden af køkkenet (kan ses på første billede af køkkenet) er en dør ind til stuen:
Herfra kan man gå ind i spisestuen, som I også kunne se for enden af entréen:

Et kig tilbage i stuen, også kaldet biblioteket!:
Fra spisestuen kan man gå ind i soveværelset:
Fra soveværelset er der gennem et "walk-in-closet" gennemgang til badeværelset:
Her et billede fra entréen mod "skabet" (Vi må tage et nyt billede af badeværelset. Der er ikke meget at se herpå):
Så alle rum her, undtagen opbevaringsrummet i entréen, har to indgange!

Indretningen af lejligheden var flottere på de billeder, vi havde set på nettet. Det er, fordi vi så ejerens indretning. Vi har fremlejet den af ejerens lejere, som er tyske journalister. Der er tyske ting overalt - plakater, fotografier, bøger, kort, 3 stykker af Berlinmuren hænger på køleskabet osv.

Efter et par kølige dage med ca. 25 grader, er det igen kanonvarmt.
Viggo sveder specielt meget. Her er vi indenfor med air-conditioning kørende:

Lige et par billeder af Viggo fra sidste dag i lejligheden på Capitol Hill.

Viggos nye kærlighed: Papir (toiletpapir, køkkenrulle, lommetørklæder osv.). Det skal helst rives i mange små stykker:
Endnu en tur i poolen. Her kan I se, hvor god han er blevet til at pege. Han bruger det bare ikke altid helt rigtigt!

Vi har det hyggeligt...

I mandags, mens Nis stadig var væk, var Viggo og jeg i staten Virginia. Det lyder som en større tur, men fordi D.C. er så lille, kører metroen dertil. Vi skulle købe fødselsdagsgave til Viggos kusine Katrine, og igen fik Viggo masser af nye venner i metroen, på gaden og i butikker. Når mænd hilser på ham, siger de stort set altid: "Hello, little man!". Det er ret sødt.
På vej hjem begyndte det at regne, så turen hjem fra metroen tog 50 minutter, fordi jeg havde Viggo på maven sovende, paraply i den ene hånd og styrede klapvognen med den anden hånd.
Jeg er så glad for, at slyngen er sådan en succes - Viggo er blevet mere af en puttegris, siden vi er begyndt at bruge den.
Næste dag tog vi ind mod byen, hvor vi gik på posthuset, fik sendt gaven og derefter delte vi en tunsandwich og en skål vandmelon på en café.
Hjemme igen pjattede vi lidt med et klistermærke fra Katrines fødselsdagskort. Vi syntes begge, det var enormt morsomt:

Nis kom hjem sent tirsdag og holdt fri onsdag. Vi spiste frokost på en café her i kvarteret:

Og om aftenen tog vi ind til byen og købte sushi, som vi spiste hjemme i køkkenet:
I byen ser man både køre rundt! Jeg fik endelig taget et billede af en DC Duck:
Vi går tit forbi denne legeplads. Det morer os, at de åbenbart synes, det er en park. Den er ikke større, end hvad der ses på billedet her:

Et mystisk syn på vores vej hjem fra metroen:
Der har åbenbart været brand (se hoveddøren), og tøjet har ligget på trappen flere dage.

Turen til Arizona og Las Vegas

Clement, Sarah og jeg har arbejdet 16-18 timer om dagen de sidste fem dage - og da de andre ikke har kørekort har jeg kørt 1300 km på tre dage.


Fredag stod vi op kl. 4.30 for at tage med det første fly til Phoenix. Flyet blev selvfølgelig forsinket, så vi blev forsinket til vores første interview. Jeg kan ikke fortælle så meget om hvem vi har talt med, det må I vente med at opdage til de kommer i fjernsynet.
Vi var i Arizona for at lave et indslag om illegal immigration, og fredag aften var vi ude på patrulje med en gruppe "bekymrede borgere", der leder efter mexicanere ved den amerikansk/mexicanske grænse - det var en meget surrealistik oplevelse! Gruppen ser sig selv som "America's last line of defense" - men de mindede mere om en flok overvægtige mænd i camo-tøj, der er meget glade for militærlingo og revolvere, der leger røvere og soldater i ørkenen.
Det er altid lidt utrygt at være i selskab med folk, man ikke helt ved hvor man har. At de så allesammen er bevæbnede og hælder til højresnoede konspirationsteorier er bare et ekstra spændende krydderi. En af dem havde en t-shirt på med sloganet "America is Full" og en revolver i bæltet - stakkels mexicaner der møder hende i ørkenen.

Men der var også lyspunkter i ørkenen. Millioner af dem - jeg har aldrig set så mange stjerner før. Man kunne se Mælkevejen helt tydeligt!
Derudover så jeg en tarantel på størrelse med min hånd! Selv i lyset fra månen kunne jeg tydeligt se hvor stor den var - jeg synes ikke min araknofobi er så slem, men en edderkop på den størrelse i nærheden dæmpede min lyst til at sidde på jorden gevaldigt. I stedet lagde vi os på bilens køler og så på stjerneskud - for der kom ingen mexicanere.
Når det er mig der kører, er det også mig der bestemmer hvilken bil vi kører i - så jeg havde lejet en spritny Ford Mustang.
Lige et musiktip: Er du i Tucson-området anbefaler jeg klart 91.3 FM - "All banjo - all the time".

På vej tilbage til motellet blev jeg stoppet af politiet fordi lyset ved nummerpladen var gået ud. Men da politimanden, der så ud til at være 13-14 år gammel, så at vi var tre hvide turister lod han os køre videre.

Lørdag morgen vågnede jeg op kl. 9.45 - og jeg skulle have været oppe kl. 9 for at vække de andre. Jeg kastede noget tøj på, og lige inden jeg bankede på Sarahs dør kom jeg i tanke om at jeg stadig var på Østkyst tid, og at klokken i Tucson kun var 6.45. så gik jeg tilbage og prøvede at sove lidt mere.

Da vi stod op kl. 9 (vestkyst tid) tog vi til Phoenix igen, en smuttur på 400 km. Her mødtes vi med en mexicaner, der har levet i USA illegalt i 14 år. Hendes mand og deres børn er amerikanske statsborgere - men hun kan til hver en tid risikere deportation.

Søndag tog vi først ud i ørkenen med en organisation, der stiller vandtønder op til illegale immigranter, der krydser ørkenen. Rejsen fra den mexicanske grænse tager min. 3 dage og det er fysisk umuligt at bære vand nok til ikke at dehydrere. Flere hundrede dør hvert år i Arizonas ørken i forsøget på at komme fra Mexico til USA.


Derefter tog vi til Nogales, der er en af de store grænsebyer i Arizona. Andelen af hispanics stiger jo nærmere man kommer grænsen og i Nogales må den ligge på omkring 99%. Vi tre blonde skandinaver kunne ikke have stukket mere ud - om vi så havde haft lyserøde spandexbodysuits på og sang og dansede gennem gaden. For folk, der frygter en mexicansk indvandring er Nogales en smagsprøve på hvad USA kan ændre sig til.

Derefter skulle vi tilbage til Phoenix lufthavn på to en halv time, hvis vi ville nå vores fly. En tur på små 300 km. Men så var det jo heldigt at jeg havde lejet en bil med en 4L V6 motor.

Efter 250 km fik vi dog en nedslående overraskelse: et lysskilt fortalte at en bilulykke skabte lange køer foran os. Lidt senere kørte vi forbi to biler der var kørt ind i hinanden, og jeg nåede lige at sige "det var da ikke så slem en kø" så ramte vi den rigtige kø! De biler vi havde set, var det andet uheld, som var sket i køen efter det første uheld.
Vi havde nu omkring en time til flyet lettede. Og vi holdt stille på motorvejen. Heldigvis var der en afkørsel lige ved siden af os, jeg skulle kun køre over 2 fuldt optrukne linier. Den tog vi og drønede mod lufthavnen af en mindre vej - det vil i USA sige at den var kun to-sporet.
Vi smed bilen og hastede mod check-in. Der var 30 min. til flyet skulle lette da vi stillede os i køen - men flyet var selvfølgelig forsinket i to en halv time - tak for det US Airways. To ud af to fly var ind til videre forsinkede - dårlig statistik, men utrolig heldigt for os.
Efter en hektisk tur op fra grænsen kunne vi nu sætte tempoet ned og nyde noget dejlig lufthavnsmad. Vi havde kun spist en truckstop sandwich ind til videre - den mindede lidt om den Fry spiser i Futurama afsnittet "Parasites lost" og bagefter siger " Ugh, it's like there's a party in my mouth and everyone's throwing up!" I det hele taget spiste vi elendig mad i Arizona - jeg fik bacon til alle måltider og der var gerne kaffe og sirup som tilbehør.

Da vi så skulle gennem sikkerhedstjekket sagde Clement "de virker da ikke særlige grundige her" - øjeblikket efter bliver vi trukket til side for lige at få det ekstra grundige sikkerhedstjek. De ledte heldigvis ikke efter kokain, eller lignende der bliver smuglet inde i kroppen, så vi undgik den frygtede "body cavity search", men alt vores udstyr blev tjekket for "explosive residue".
Da de fandt ud af at vi ikke var terrorister kunne vi komme videre til vores fly. Da vi landede i Las Vegas hentede jeg vores bil, en Chrysler Sebring Convertible - mens Clement og Sarah brokkede sig over at US Airways havde efterladt et par af vores tasker i Phoenix.

Alle problemerne blev glemt da vi kørte op og ned af the Strip med taget nede.


Mandag ankom vores taske med et fint TSA klistermærke på og vi kunne køre ud og lave et interview med en gambling-forsker. Interviewet trak lidt ud, så da vi kom ud sad der selvfølgelig en parkeringsbøde på forruden - min første! Jeg forstod lige pludselig hvorfor amerikanere er så afslappede omkring p-bøder, den var nemlig kun på 15$ - eller ca. 80 kr.



Om aftenen gik vi ud og spiste ordentligt for første gang - vi var på CraftfSteak på MGM Grand casinoet, og jeg fik en rib-eye så stor at jeg ikke kunne spise op. Som forret fik jeg tartar af Kobe-kvæg, og fra nu af skal al min mad være rå! Det smagte helt fantastisk.
De to andre kiggede lidt skeptisk på den rå hakkebøf jeg fik serveret, men da de først smagte det begyndte de at gå ombord i MIN forret.


Om aftenen/natten kørte Sarah og jeg rundt i Las Vegas og filmede neonskiltene. Vi sluttede i hotellets bar, hvor vi fik en drink mens vi spottede ludere der samlede uheldige gamblere op. Når man har tabt alle sine penge kan man jo ligeså godt gøre nederlaget komplet og købe sig lidt sex.

Tirsdag fløj vi hjem til DC igen - i næste uge går vi til makronerne igen, når vi tager på roadtrip omkring New York og Boston.

Vegas baby!

Efter 3 dage i Arizonas ørken er vi nu kommet til Nevadas ørken. Men der er stor forskel, Las Vegas er jo civiliseret sted til forskel fra Tucson, Arizona. Er der måske andre byer i verden, der serverer billige steaks 24 timer i døgnet?
Vi har arbejdet 18 timer i døgnet de sidste 3 dage og jeg er også vej ud for at filme solnedgangen, så hele historien om Arizona kommer senere, men den er værd at vente på.

Lige et par fotos fra Vegas:
Udsigten fra mit værelse på Tropicana. Det er the Strip man se til venstre i billedet
Og det her er mit håndklæde efter mit første ordentlige bad. Tre dages ørkensnavs sætter sig dybt.

Sightseeing - med kedelige fakta!

I dag var Viggo og jeg ude og kigge på kæmpestore ænder:

Vi tog med to busser for at komme ind til The Mall for at se på mindesmærker - uden klapvogn. Først The Washington Monument. Fra første sten blev lagt i 1848, til obelisken åbnede (man kan komme derop), gik der 40 år:

Derfra kunne vi se Det Hvide Hus fra den anden side, end den vi så forleden.
George Washington (præsident 1789-1797) fik sat byggeriet i gang, men har aldrig boet der. Præsident John Adams flyttede som den første ind i 1800. 132 værelser, 35 badeværelser og 412 døre! Vi gik længere mod vest til World War II Memorial, som er fra 2004. Det er til ære for de 16 mio. amerikanere, der tjente under 2. verdenskrig, de 400.000 af dem, der døde under krigen samt dem derhjemme, der støttede deltagelsen i krigen:
Herfra gik vi langs The Reflecting Pool. For enden heraf, på trinnene op til The Lincoln Memorial (som ses på billedet), holdt Martin Luther King sin "I Have a Dream"-tale i 1963:
Vi gik op og så statuen af "Honest Abe":
Hans udsigt:
Viggo og jeg tog en pause fra slyngen - og solen kom frem:
Da Viggo kom op i slyngen igen, hilste en kinesisk mand på mig og kiggede anerkendende på slyngen!

Så gik vi tilbage og over til The Korean War Memorial fra 1995, der hædrer de 1,5 mio., der tjente USA i krigen i 1950-1953. Det var virkelig flot med 19 statuer, der repræsenterer mænd på patrulje.
Det var svært at tage et billede af denne granitvæg med sandbæste billeder, der viser, hvor flot den virkelig var:
Det tog lang tid at gå rundt, så Viggo blev træt og faldt for første gang i søvn i slyngen:
Vi tog en bus, der gik lidt af vejen hjemad. Vi stod af her, hvor de vist er blevet inspireret af de små pyramider (ved siden af den store) ved Louvre (Rettelse - Jeg har nu fundet ud af, at de er af I. M. Pei ligesom pyramiderne ved Louvre!):

Vi mangler at se The Jefferson Memorial og The Vietnam War Memorial, men der vil Nis vist gerne med. Vi mangler selvfølgelig en masse derudover, men de to ligger tæt på de ting, vi så i dag, og er nogle vi skal se, inden vi tager fra byen.

Mens Far er på arbejde...

Vi er blevet anbefalet at købe ind i et supermarked, der ligger langt herfra. Så vi har gået den lange tur flere gange. I dag søgte jeg lidt på Google og kunne se, at der ligger flere supermarkeder meget tættere på, men i et kvarter som Nis har sagt, at jeg ikke skal gå ind i. Da indkøbsturen i går tog mig og Viggo næsten tre timer, vovede jeg at gå mod "slummen". Jeg ville nok have været lidt utryg ved at være der, efter det var blevet mørkt, men vi havde ingen problemer, og det tog kun omkring 10 minutter at gå derhen.
Nu kommer vi måske ikke forbi denne statue igen:
Den står foran en trist skole på den lange "indkøbsvej". Jeg mener, den hed "Celebrate". En ting, der viser, hvor småskummelt vi bor, er, at der foran skolerne er skilte, hvorpå der står "Drug Free Zone"! Det ser vi ikke i Danmark!!!
Viggo spiser havregrød:
Han er ikke så god til at spise med ske endnu, men her ser det da helt godt ud:
I dag kom Viggo i poolen, som han fik i fødselsdagsgave af Morten og Kaia (Nis' bror og hans kæreste):
Han har ikke mistet sin store interesse for græs:
Nis og jeg snakkede for flere dage siden om, at Viggo har vænnet sig til, at folk overvejende er sorte heromkring (han gloede lidt i starten). Men i går kom jeg i tvivl, da naboen og hendes søns to veninder ville hilse på Viggo. Han så nærmest bange ud og holdt godt fat i mig, men det kan også bare have været, fordi de var helt vilde med ham og hvinende dikke-dikkede ham. Den ene blev ved med at kalde ham "Fatty-fat-fat"! :) Da de var gået ind i lejligheden efter ca. 5 minutter, kiggede Viggo op på mig, og så fik jeg et kæmpe smil. Han var alligevel ikke i tvivl om, at de godt kunne lide ham.
I Danmark syntes jeg, at det var utroligt, så mange fremmede mennesker, der ville i kontakt med ham, men det var ingenting i forhold til her! Det er ikke kun i busser, metroen og så kassedamer. Når vi står i kø, er det nærmest hele køen, der snakker sammen om, hvor sød og stor han er, og folk, som vi går forbi på gaden, skal også lige hilse på ham. Men som vi også har oplevet på vores andre besøg i USA, er folk her bare mere åbne overfor fremmede.

Nis' tur til Arizona lige nu er vist en større oplevelse, så han har lovet at skrive om det her, når han får tid. Han og de to andre skal til Las Vegas i morgen, og jeg er lidt misundelig! Men det ville være ulideligt for Viggo i ørkenen, så vi nyder, at temperaturen i dag faldt med et par grader. I går målte jeg temperaturen i lejligheden, når vi ikke havde vores air-conditioning kørende (og det har vi ikke hele tiden): 31,8 grader! Og persiennerne er altid nede for at holde sollyset ude, så det var ikke, fordi termometeret lå i solen.