lørdag den 18. august 2007

Mens Far er på arbejde...

Vi er blevet anbefalet at købe ind i et supermarked, der ligger langt herfra. Så vi har gået den lange tur flere gange. I dag søgte jeg lidt på Google og kunne se, at der ligger flere supermarkeder meget tættere på, men i et kvarter som Nis har sagt, at jeg ikke skal gå ind i. Da indkøbsturen i går tog mig og Viggo næsten tre timer, vovede jeg at gå mod "slummen". Jeg ville nok have været lidt utryg ved at være der, efter det var blevet mørkt, men vi havde ingen problemer, og det tog kun omkring 10 minutter at gå derhen.
Nu kommer vi måske ikke forbi denne statue igen:
Den står foran en trist skole på den lange "indkøbsvej". Jeg mener, den hed "Celebrate". En ting, der viser, hvor småskummelt vi bor, er, at der foran skolerne er skilte, hvorpå der står "Drug Free Zone"! Det ser vi ikke i Danmark!!!
Viggo spiser havregrød:
Han er ikke så god til at spise med ske endnu, men her ser det da helt godt ud:
I dag kom Viggo i poolen, som han fik i fødselsdagsgave af Morten og Kaia (Nis' bror og hans kæreste):
Han har ikke mistet sin store interesse for græs:
Nis og jeg snakkede for flere dage siden om, at Viggo har vænnet sig til, at folk overvejende er sorte heromkring (han gloede lidt i starten). Men i går kom jeg i tvivl, da naboen og hendes søns to veninder ville hilse på Viggo. Han så nærmest bange ud og holdt godt fat i mig, men det kan også bare have været, fordi de var helt vilde med ham og hvinende dikke-dikkede ham. Den ene blev ved med at kalde ham "Fatty-fat-fat"! :) Da de var gået ind i lejligheden efter ca. 5 minutter, kiggede Viggo op på mig, og så fik jeg et kæmpe smil. Han var alligevel ikke i tvivl om, at de godt kunne lide ham.
I Danmark syntes jeg, at det var utroligt, så mange fremmede mennesker, der ville i kontakt med ham, men det var ingenting i forhold til her! Det er ikke kun i busser, metroen og så kassedamer. Når vi står i kø, er det nærmest hele køen, der snakker sammen om, hvor sød og stor han er, og folk, som vi går forbi på gaden, skal også lige hilse på ham. Men som vi også har oplevet på vores andre besøg i USA, er folk her bare mere åbne overfor fremmede.

Nis' tur til Arizona lige nu er vist en større oplevelse, så han har lovet at skrive om det her, når han får tid. Han og de to andre skal til Las Vegas i morgen, og jeg er lidt misundelig! Men det ville være ulideligt for Viggo i ørkenen, så vi nyder, at temperaturen i dag faldt med et par grader. I går målte jeg temperaturen i lejligheden, når vi ikke havde vores air-conditioning kørende (og det har vi ikke hele tiden): 31,8 grader! Og persiennerne er altid nede for at holde sollyset ude, så det var ikke, fordi termometeret lå i solen.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Det var godt, det gik uden problemer med jeres tur til "slummen".
Hvor er Viggo sød i badebassinet!
Det er sjovt, at folk er så åbne og positive. Tager du billeder af de folk I møder?
Kan du huske alle de kommentarer/komplimenter du fik for dine krøller på turen i forbindelse med din konfirmation?