Turen til Arizona og Las Vegas

Clement, Sarah og jeg har arbejdet 16-18 timer om dagen de sidste fem dage - og da de andre ikke har kørekort har jeg kørt 1300 km på tre dage.


Fredag stod vi op kl. 4.30 for at tage med det første fly til Phoenix. Flyet blev selvfølgelig forsinket, så vi blev forsinket til vores første interview. Jeg kan ikke fortælle så meget om hvem vi har talt med, det må I vente med at opdage til de kommer i fjernsynet.
Vi var i Arizona for at lave et indslag om illegal immigration, og fredag aften var vi ude på patrulje med en gruppe "bekymrede borgere", der leder efter mexicanere ved den amerikansk/mexicanske grænse - det var en meget surrealistik oplevelse! Gruppen ser sig selv som "America's last line of defense" - men de mindede mere om en flok overvægtige mænd i camo-tøj, der er meget glade for militærlingo og revolvere, der leger røvere og soldater i ørkenen.
Det er altid lidt utrygt at være i selskab med folk, man ikke helt ved hvor man har. At de så allesammen er bevæbnede og hælder til højresnoede konspirationsteorier er bare et ekstra spændende krydderi. En af dem havde en t-shirt på med sloganet "America is Full" og en revolver i bæltet - stakkels mexicaner der møder hende i ørkenen.

Men der var også lyspunkter i ørkenen. Millioner af dem - jeg har aldrig set så mange stjerner før. Man kunne se Mælkevejen helt tydeligt!
Derudover så jeg en tarantel på størrelse med min hånd! Selv i lyset fra månen kunne jeg tydeligt se hvor stor den var - jeg synes ikke min araknofobi er så slem, men en edderkop på den størrelse i nærheden dæmpede min lyst til at sidde på jorden gevaldigt. I stedet lagde vi os på bilens køler og så på stjerneskud - for der kom ingen mexicanere.
Når det er mig der kører, er det også mig der bestemmer hvilken bil vi kører i - så jeg havde lejet en spritny Ford Mustang.
Lige et musiktip: Er du i Tucson-området anbefaler jeg klart 91.3 FM - "All banjo - all the time".

På vej tilbage til motellet blev jeg stoppet af politiet fordi lyset ved nummerpladen var gået ud. Men da politimanden, der så ud til at være 13-14 år gammel, så at vi var tre hvide turister lod han os køre videre.

Lørdag morgen vågnede jeg op kl. 9.45 - og jeg skulle have været oppe kl. 9 for at vække de andre. Jeg kastede noget tøj på, og lige inden jeg bankede på Sarahs dør kom jeg i tanke om at jeg stadig var på Østkyst tid, og at klokken i Tucson kun var 6.45. så gik jeg tilbage og prøvede at sove lidt mere.

Da vi stod op kl. 9 (vestkyst tid) tog vi til Phoenix igen, en smuttur på 400 km. Her mødtes vi med en mexicaner, der har levet i USA illegalt i 14 år. Hendes mand og deres børn er amerikanske statsborgere - men hun kan til hver en tid risikere deportation.

Søndag tog vi først ud i ørkenen med en organisation, der stiller vandtønder op til illegale immigranter, der krydser ørkenen. Rejsen fra den mexicanske grænse tager min. 3 dage og det er fysisk umuligt at bære vand nok til ikke at dehydrere. Flere hundrede dør hvert år i Arizonas ørken i forsøget på at komme fra Mexico til USA.


Derefter tog vi til Nogales, der er en af de store grænsebyer i Arizona. Andelen af hispanics stiger jo nærmere man kommer grænsen og i Nogales må den ligge på omkring 99%. Vi tre blonde skandinaver kunne ikke have stukket mere ud - om vi så havde haft lyserøde spandexbodysuits på og sang og dansede gennem gaden. For folk, der frygter en mexicansk indvandring er Nogales en smagsprøve på hvad USA kan ændre sig til.

Derefter skulle vi tilbage til Phoenix lufthavn på to en halv time, hvis vi ville nå vores fly. En tur på små 300 km. Men så var det jo heldigt at jeg havde lejet en bil med en 4L V6 motor.

Efter 250 km fik vi dog en nedslående overraskelse: et lysskilt fortalte at en bilulykke skabte lange køer foran os. Lidt senere kørte vi forbi to biler der var kørt ind i hinanden, og jeg nåede lige at sige "det var da ikke så slem en kø" så ramte vi den rigtige kø! De biler vi havde set, var det andet uheld, som var sket i køen efter det første uheld.
Vi havde nu omkring en time til flyet lettede. Og vi holdt stille på motorvejen. Heldigvis var der en afkørsel lige ved siden af os, jeg skulle kun køre over 2 fuldt optrukne linier. Den tog vi og drønede mod lufthavnen af en mindre vej - det vil i USA sige at den var kun to-sporet.
Vi smed bilen og hastede mod check-in. Der var 30 min. til flyet skulle lette da vi stillede os i køen - men flyet var selvfølgelig forsinket i to en halv time - tak for det US Airways. To ud af to fly var ind til videre forsinkede - dårlig statistik, men utrolig heldigt for os.
Efter en hektisk tur op fra grænsen kunne vi nu sætte tempoet ned og nyde noget dejlig lufthavnsmad. Vi havde kun spist en truckstop sandwich ind til videre - den mindede lidt om den Fry spiser i Futurama afsnittet "Parasites lost" og bagefter siger " Ugh, it's like there's a party in my mouth and everyone's throwing up!" I det hele taget spiste vi elendig mad i Arizona - jeg fik bacon til alle måltider og der var gerne kaffe og sirup som tilbehør.

Da vi så skulle gennem sikkerhedstjekket sagde Clement "de virker da ikke særlige grundige her" - øjeblikket efter bliver vi trukket til side for lige at få det ekstra grundige sikkerhedstjek. De ledte heldigvis ikke efter kokain, eller lignende der bliver smuglet inde i kroppen, så vi undgik den frygtede "body cavity search", men alt vores udstyr blev tjekket for "explosive residue".
Da de fandt ud af at vi ikke var terrorister kunne vi komme videre til vores fly. Da vi landede i Las Vegas hentede jeg vores bil, en Chrysler Sebring Convertible - mens Clement og Sarah brokkede sig over at US Airways havde efterladt et par af vores tasker i Phoenix.

Alle problemerne blev glemt da vi kørte op og ned af the Strip med taget nede.


Mandag ankom vores taske med et fint TSA klistermærke på og vi kunne køre ud og lave et interview med en gambling-forsker. Interviewet trak lidt ud, så da vi kom ud sad der selvfølgelig en parkeringsbøde på forruden - min første! Jeg forstod lige pludselig hvorfor amerikanere er så afslappede omkring p-bøder, den var nemlig kun på 15$ - eller ca. 80 kr.



Om aftenen gik vi ud og spiste ordentligt for første gang - vi var på CraftfSteak på MGM Grand casinoet, og jeg fik en rib-eye så stor at jeg ikke kunne spise op. Som forret fik jeg tartar af Kobe-kvæg, og fra nu af skal al min mad være rå! Det smagte helt fantastisk.
De to andre kiggede lidt skeptisk på den rå hakkebøf jeg fik serveret, men da de først smagte det begyndte de at gå ombord i MIN forret.


Om aftenen/natten kørte Sarah og jeg rundt i Las Vegas og filmede neonskiltene. Vi sluttede i hotellets bar, hvor vi fik en drink mens vi spottede ludere der samlede uheldige gamblere op. Når man har tabt alle sine penge kan man jo ligeså godt gøre nederlaget komplet og købe sig lidt sex.

Tirsdag fløj vi hjem til DC igen - i næste uge går vi til makronerne igen, når vi tager på roadtrip omkring New York og Boston.